April 24th Nyt \ udland ”Der sket en stor positiv ændring i folks holdning og attitude til LGBT-folk her i Dublin og i Irland bare i løbet af de seks år, hvor jeg har været sprunget ud”, fortæller 24-årige Ryan.

Irland: På en regnfuld og blæsende sen hverdagsaften i Dublin krydsede min vej tilfældigvis Parliament Street i hjertet af den irske hovedstad. Alt lå øde hen. Et par fodgængere skuttede sig og sjoskede hurtigt forbi. Jeg genkendte den sorte indgangsfacade hos ’The Front Lounge’, en af Dublins hippe LGBT-barer, gik derhen og kiggede ind ad vinduet. Der var en mindre flok, som var på vej til at gå. Klokken var tæt på mid-nat, og bartjeneren havde råbt ’last order’.

Mens jeg gik videre ad Parliament Street og kunne mærke, at himlens sluser igen åbnede sig, kom jeg  uvilkårligt til at tænke på mine dage her i juni 2010, hvor hele byen var malet i regnbuens farver.

Liv og glade dage

Diskorytmerne brøler ud af vinduerne på ’The Front Lounge’, folk stimler sammen lige uden for døren, snakker, kysser, krammer. Indenfor er der propfyldt. Solen skinner. Der er et liv og et leben. En masse frivillige er i gang med klargøringen til Priden. Nogle er igang med at sætte regnbueflag op overalt og uddeler pjecer med programmet for pride-ugen. Jim er en af dem, mens han er travlt beskæftiget, fortæller han entusiastisk om programmet for selve paradedagen, og om alle de tusinder, der er tilmeldt. ”I kan virkelig glæde jer til på lørdag. Det bliver den bedste Dublin Pride nogensinde”.

Progressiv homoscene

Min fotograf Allan og jeg var på det tidspunkt en uge i Dublin for at få stof til turistartikler, men også for at dække Dublin Pride Paraden for pridenews.dk. En solbeskinnet aftenstund, hvor vi var godt trætte efter en lang dag i marken, fik vi fyldt væskedepoterne op (læs: af hvidvin – ikke Guinness) i den gay-friendly ’The Stage Door Cafe’, der ligger et stenkast fra ’The Front Lounge’. Her kom vi i snak med den lyshårede tjener Ryan på 24 år, som tidligere havde arbejdet som danser på Dublins ældste homosted ’The George’. Mens Ryan skænkede mere hvidvin op, fortalte han glædestrålende om, hvor meget der sker på Dublins homoscene.

”Den er virkelig progressiv, og der er rigtig mange, der går i byen, også fordi der er kommet mange flere steder at gå hen. Der skyldes også, at der heldigvis er sket en stor positiv ændring i folks holdning og attitude til LGBT-folk her i Dublin og i Irland bare i løbet af de seks år, hvor jeg har været sprunget ud. Det har gjort livet meget nemmere for os i forhold til, hvad det har været”. 
Ryan kiggede ud af vinduet og pegede på en teenagedreng med håndtaske. ”Der er også flere og flere blandt de helt unge på 15-16 år, der nu tør springe ud meget tidligere, end de ville have gjort for 10 år siden. Det er fedt”.  Da vi får regningen, spørger jeg Ryan, om han har et irsk homoforbillede. ”Senator Norris,” siger han uden at blinke.

Forbillede

Der er ikke meget sol og sommer over Dublin, mens jeg her halvandet år efter mødet med Ryan vandrer hjemad tæt på midnat. Dengang vidste jeg ikke, hvem Senator Norris var. Men jeg kan huske, at jeg tænkte, at han måtte være speciel, hvis en så ung fyr som Ryan kunne se ham som sit forbillede.

Og med god grund, skulle jeg så senere finde ud af. Som der er beskrevet i www.Pridenews.dk artiklen ”Håbet er mere end lyserødt på Den Grønne Ø”, stillede Norris op til det irske præsidentvalg i efteråret 2011. Han lå godt placeret langt hen i valgkampen. Han endte dog på en femteplads, da stemmerne blev gjort op.

John - en ældre mand fra Waterford, som vi mødte i Dublins ’OutHouse’ på Pride dagen, opsummerede det hele:

”Oscar Wilde forlod sin fødeby, blandt andet fordi han foragtede den katolske kirkes moralbegreber. Men hvis han stadig havde levet, kunne han uden den mindste betænkning vende tilbage igen. Det hele er i det senest årtier forandret til det positive.”

Peter Kyhl Olesen er freelanceskribent og skriver bl.a. om Irland.

Foto: Allan Vie Hansen